hadet, ensom og forladt
❤️ Click here: Ensom og forladt
Jeg kan ånde lettet op, for livet er og bliver aldrig mere som dengang jeg var lille. Jeg gemmer mig, jeg gør mig alene, jeg svigter mig. Det kan være lidt af en mundfuld, at tænke og bruge metoden med dit eget lille indre barn.
Med andre ord, så er de øjeblikke hvor du føler dig alene, de øjeblikke, hvor du allermest har brug for at være dig selv. Børnene er ude af de klaustrofobiske kufferter, men får kun en smule mere frihed. Jeg føler meget skam, når jeg overvældes af forladthed på den måde.
ENSOMHED ER UDBREDT, OG ALLE VIL PÅ ET TIDSPUNKT I LIVET FØLE SIG ENSOMME - Når jeg føler, at jeg skal passe på mig selv, så trækker jeg mig fysisk væk fra andre. Jeg tager ikke ansvar, jeg mister kontrollen og jeg gemmer mig.
Når jeg reflekterer over ensom og alene er det, der kommer først til mig erindringen om, hvor smertefuldt det er at føle sig alene og ensom. Jeg har tidligere levet med et lukket hjerte i en sådan grad, at jeg ikke altid kunne mærke den kærlighed andre gerne ville give mig, en følelse som var ganske forfærdelig både for dem, der ønskede at give mig kærlighed og for mig selv. Et lukket hjerte er et forsvar og en beskyttelse, men det er samtidig en ensom isolation. For mig har det været forbundet med skam, når jeg har følt mig alene og ensom. Skam over, at jeg ikke kendte nogen mennesker, at jeg ingen venner havde, at jeg ikke kunne få finde ud af det socialt, at andre ikke ville mig, at jeg var forkert og ikke god nok, at jeg ikke bidrog med noget, at jeg var ked af det. Skam over at jeg var alene og ensom. Skam over at jeg var mig. Tankerne stemte ikke overens med virkeligheden, men var en del af et gammelt destruktivt mønster, som overvældede mig og sendte mig et svært sted hen følelsesmæssigt. Følelsen har i perioder ramt mig med sådan en lammende kraft, at jeg har haft svært ved at fungere og trives i min hverdag. Den har i mange år været med til at defineret mig og gjort at jeg har følt mig ensom uanset om, jeg har siddet omgivet af min mand, børn, familie og venner eller om jeg reelt har været alene. Følelsen har gjort, at jeg har holdt mig tilbage fra oplevelser og den har fået mig til at begrænse og hæmme sider af mig selv. Jeg bliver heldigvis ikke overvældet af ensom og alene i samme grad længere, men følelsen dukker momentvis op stadigvæk. Jeg kender mig selv bedre i dag og ved, at når jeg ikke får taget ansvar for mine egne behov og følelser, har jeg tendens til at føle mig alene, ensom og forladt. Det aktivere mit gamle mønster, som min krop husker og forbinder med at være ufrivilligt alene og forladt. I dag værdsætter jeg alene tid. Jeg kan lide mit eget selskab, at være helt alene hjemme giver mig en følelse af ro og frihed til at gøre præcis det, jeg selv vil. Samtidig ved jeg, der er en grænse for, hvor længe det føles rart, fordi det efter nogle dage uden kontakt til andre, kan aktivere det gamle mønster af forladthed, som for mig er farligt, fordi følelsen kan lamme mig dybt ind i sjælen, hvis jeg ikke får beroliget mig. Følelsen kan være selvforstærkende og svær at ryste af alene. For mit vedkommende har vejen ud af ensomheden været, at arbejde terapeutisk med alle de minder, der er omkring forladthed, ensom og alene. Det har hjulpet mig til at åbne mit hjerte igen og give slip på de mange spændinger og traumer. Det har hjulpet mig til at genkende situationer og se bag om det umiddelbare, så jeg kan tage ansvar for de behov, der gemme sig bag følelserne. I dag ved jeg, at det er mig selv, der ind imellem forlader mig selv, ved at trække mig fra selskabet og blive optaget af andres behov og følelser frem for mine egne og derved fodrer jeg den svære følelse af forladthed. Når den røre på sig har det blandt andet hjulpet mig at stille mig selv spørgsmål ud fra tanken om, at bag enhver følelse ligger et uforløst behov! Har jeg bedt om et kram, bedt om at blive lyttet til, bedt om ro, plads, opmærksomhed, anderkendelse. Har jeg spist nok, sovet, hvilet, grinet, sat ord på, være sammen med venner, børnene, familie mm. Jeg ved ikke, hvorfor og jeg synes ikke, jeg skal være det, jeg vil have, at jeg skal være glad. Min mand og datter er kommet hjem på vinterferie og jeg synes pludselig, at det er svært , at være os 3 sammen, her i lejligheden. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, som er svært, men jeg kan ikke slappe af og jeg kan ikke rigtig finde mig selv. Jeg oplever der nogle forventninger til mig, som jeg ikke kan leve op til, at jeg skal gøre, arrangere eller være på en bestemt måde. Jeg føler mig sårbar og alene og jeg hører det min datter fortæller som kritik af mig, af alt det, hun har fået eller ikke har fået igennem sin opvækst. Jeg kan mærke, jeg lukker i, at jeg ikke kan tage det på en god måde. Jeg lukker mig om mig selv og tager afstand til dem begge. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme ud af det. Komme af med følelsen. Det er mærkeligt, hvordan vi som mennesker kan gøre os ensomme, når vi er sammen med andre. Jeg synes endda, det kan føles særligt pinefuldt, når jeg føler mig ensom blandt familie, venner og kollegaer eller i parforholdet. Ensomhed er altid en pine, en dræbende og meget. Jeg har altid tænkt, at det er fint at gå i biffen, tage på tur, cafe osv. Forskellen for mig er, om jeg går alene fordi det er mit frie valg eller fordi jeg ikke føler, at jeg har noget valg om at være sammen med nogen. Når det ikke er et frit valg, men fordi jeg føler mig ensom og forladt, uden mulighed for at være i kontakt med nogen eller med dem jeg ønsker at være i kontakt med, så kan jeg ikke holde humøret op uanset, hvor dejlig en kaffe og kage, jeg har bestilt eller hvor god en film det er. Ensomheden kommer krybende som gift og jeg lammes af skam og negative tanker, jeg kan tænker grimt om mig selv og den historie jeg har med mig om ensomhed. Jeg mister min styrke og kraft. Jeg tager ikke ansvar, jeg mister kontrollen og jeg gemmer mig. Modsat kan jeg have et stort behov for at være alene. Alene med mig selv, mine tanker og følelser. En trang til at samle mig om mig selv, finde min indre ro og fordybe mig i bare at være mig. Når jeg er i den følelse, kan jeg føle stolthed og glæde. Jeg kan føle mig stærk som menneske og få 1000 ideer til ting, jeg vil eller ikke vil gøre i fremtiden. Der er også situationer, hvor jeg vælger at være alene, fordi jeg føler mig mest stærk sådan i det øjeblik. Det er som regel situationer, hvor jeg er lidt nervøs eller spændt, som til en jobsamtale, til en læge eller tandlæge aftale. Måske er det, fordi jeg kan mærke mig selv for meget, hvis jeg skal forholde mig til en anden samtidig. Jeg kan hygge mig gevaldigt, når jeg er alene og opbygge en masse energi, så længe det ikke kammer over og bliver til følelsen af at være ensom og forladt.
Sanne Salomonsen
Alle skal have ansvaret og det vil i realiteten sige, ingen. Jeg kender mig, jeg kender det her mønster og alligevel kan jeg ikke, lige nu, midt i det ensom og forladt igang gennemskue det. Jeg har i årevis sin det lønsomme håb, at deres børn ville lære at opføre sig ordentligt ad andre kanaler, men jeg frygter at møgungerne i dag er møgkolleger eller møgchefer andre steder i livet — heldigvis kender jeg ingen af dem, så jeg aner ikke ensom og forladt det passer. Jeg lukker af for andre mennesker i det hele taget, kun dem jeg har brug for lukker jeg ind. Først virker deres skæbne ikke så krank. Når jeg reflekterer over ensom og alene er det, der kommer først til mig erindringen om, hvor smertefuldt det er at føle sig alene og ensom. Det er svært at skrive et par ord om kursusforløbet hos dig. Først efter jeg har turde adskille mig fra andre og være med mig selv, er jeg begyndt at heale. Og det bliver lidt af en udfordring.
